REGIONSGOLF DANMARK er den største holdturnering for klub-golfere i Danmark, både hvad angår deltagende klubber, deltagende hold/spillere samt afviklede kampe gennem sæsonen.
Regionsgolf er en landsdækkende golfturnering, hvor klubber dyster mod hinanden i hulspil. Det er et tilbud til fuldtidsmedlemmer over 18 år. Der er flere forskellige puljer, nogle er aldersopdelt og andre spiller indenfor et handicapinterval.
Der spilles seks indledende matcher fra april-juni (tre på hjemmebane og tre på udebane), herefter går gruppevinderne videre til kvartfinalerne, som spilles fra september.
Der er tale om en turnering med et betydeligt socialt islæt, og vi tilstræber, at alle interesserede får mulighed for at spille et antal kampe.