Kollega til sekretariatet søges

Karlslunde, 27. november 2019. 

​Vi søger en ny kollega i sekretariatet i Greve Golfklub til sæsonstart 2020 (eller før). Det er en forudsætning for jobbet at du har kendskab til golfspillet og ”golf-sproget”.

Din arbejdsdag bliver varierende og til tider uforudsigelig. Når det er sagt, så er der mange opgaver der går igen henover året og en stor og vigtig del af arbejdsdagen i golfklubben går med at servicere medlemmer og gæster. Både personligt, telefonisk og på e-mail.

Vi har aktivitet året rundt og er altid i gang. Hvis ikke vi hjælper nye medlemmer med at finde sig til rette, hjælper greenfeegæster med at bekræfte tider eller på anden måde servicere vores medlemmer, så er vi måske i gang med at sælge golfbolde, finde den rette størrelse poloshirt til en gæst eller servere en kop kaffe.

Derudover består sekretariatets opgaver i at; Koordinere aktiviteter i golfklubben, opsøge og pleje samarbejdspartnere, sælge annoncer til baneguiden, arrangere firmaarrangementer, oprette nye medlemmer, sætte turneringer op i Golfbox, skrive referater fra møder, planlægge og afvikle skolegolf, assistere klubbens frivillige udvalg med forskelligartede opgaver - for blot at nævne nogle af hverdagens mange opgaver.

Vi vil ikke være et sekretariat med nedrullede persienner og lukkede døre. Når vi er i huset, så er der åbent i alle afdelinger.

Vi har vores skrivebord i det lille kontor, men findes også tit bag baren, hvor vi med glæde serverer kaffe, øl eller andet godt til de trængende golfere.

På samme måde er det også vores kolleger i køkkenet, som fylder boldnøgler op, udleverer DGU kort, sælger golfhæfter eller tøj, når vi ikke er på pinden.

Det er vores overbevisning at synergien mellem kontor og cafe giver medlemmer og gæster en bedre service. Især i vinterhalvåret hvor det set med økonomiske briller ikke kan svare sig at holde cafeen åben. Men fordi vi i Sekretariatet betjener baren møder vi vores medlemmer og gæster i baren i stedet.

Vi har ikke meget plads og vores lille motorrum kan derfor godt virke som om det er ved at dampe over af og til. Det kan nemlig være udfordrende at fordybe sig i den opgave man er i gang med, mens der står gæster og hyggesnakker ved skranken.

Du skal kunne trives med dette noget utraditionelle kontormiljø og varierende hverdag, hvor der er altid plads til en snak eller hjælp med et regelspørgsmål, et handicap der skal rettes eller lign.

Vi arbejder året rundt. Mest i de lyse måneder hvor golfspillerne og aktivitetsniveauet er højst, og mindre i vintermånederne hvor det også er tid til afspadsering og kortere arbejdsdage. Du skal forvente at arbejde en weekenddag mindst hver anden uge i sæsonen.

Ansættelse:

Ansættelse senest 1. marts 2020.

Samtaler gennemføres løbende, så lyder det som et job for dig,

så send din ansøgning til stine@grevegolf.dk

Ansøgning med cv og relevante bilag/anbefalinger sendes pr. mail til stine@grevegolf.dk eller med post til Greve Golfklub, Karlslunde Centervej 45, 2690 Karlslunde. 

Er du den rigtige til jobbet er der ingen grund til at vente.


Vil glæder os til at modtage din ansøgning.

KONTAKT

Telefon: 46 13 40 05

Sekretariat: info@grevegolf.dk

Karlslunde Centervej 45

2690 Karlslunde